Å 2016

(Billeder nederst !)

I 2016 var jeg i Å som guide for Nordic Sea Angling, fra 6.-20. juli. Jeg havde på forhånd aftaler med gamle kunder jeg før har sejlet med, om pladserne i guide båden. Desværre måtte den ene gruppe melde fra af arbejdshensyn, så kunder jeg ikke kendte ventede i den første uge. Det skulle vise sig at være et par super fyre og sammen havde vi en fantastisk fiskeuge.
Min søn, Lukas, kom og fiskede med den anden uge i guidebåden. Det er for mig det allerstørste, at få en fiskeuge med ham.
Personlige mål for turen, var at Lukas fik en god flynder - han sigtede selv på 150cm, mens jeg var villig til at nøjes med 130cm på hans vegne :-)
Derudover skulle mine erfaringer med sejfiskeriet fra sidste år, gerne gøre at vi fik større succes med det, samt at vi kunne fange dem på popper og stickbait.

Som altid klappede rejsen super og Nordic Sea Angling havde sørget for at der var 2x23kg bagage, så en god portion gode bøffer, stege mm var pakket til hygge i Norge.
Guiderne skal jo forkæles lidt og mine norske venner gennem mange år, havde ikke kunne få plads i guidebåden og måtte sejle selv, men oksesteg skulle de jo stadig have !
Vel fremme blev alt pakket ud og jeg mødte de to danske gæster som jeg skulle guide den første uge. Rasmus og Claus var erfarne gedde- og kystfiskere, men havde ikke stor erfaring med denne type havfiskeri. Deres mål var, begge at få en flynder over 1 meter. Dejligt, så er succes indenfor overskuelig afstand og vi kan siden skue fremad efter mere.
Vi startede med en dag hvor vi ikke fik flyndere, vi brugte mere tid på sejfiskeriet og torsk, hvor topfiskene blev 15kg på sej og 11.5kg på torsk. Derfor var vi lidt for sent på den og nåede ikke hugperioden, men en svensk båd fik 3stk: 144-166 og 188cm !
Det var et varsel om hvad som komme skulle.... Uhørt med sådan en gennemsnitsstørrelse, men ikke i Å. De krydrede det med en torsk på 22kg, så er ugen jo i gang ! Senere på ugen fik de flynder på 175cm, disse fire topfisk skal ses i det lys, at de i alt landede 13 helleflyndere. Det er stooore fisk deroppe.
For egen del, besluttede vi at satse på flyndere i området dagen efter.
Allerede under fangst af agnfisk, fik vi den første flynder på, som tog jiggen under et makrelforfang. Den tog den så højt at vi så fisken, så vi kendte oddseene fra starten. Jeg fortalte gæsten at de ikke var gode, med grej til makrel, tyndt nylonforfang og så stor en fisk.... Den blev da også mistet, men gæsterne synes det var en fed oplevelse !  Vi drog mod pladserne fra dagen før, men havde ikke held. I stedet tog vi på opdagelse på det kæmpe flak som ligger vest for Lofoten. Her fandt vi fisk; begge gæster fik deres flynder over meteren. 101cm til dem begge ;-)
Selv fik jeg to med den største på 140cm, som senere skulle vise sig at blive min største på turen. Dagen efter prøvede vi samme område og landede endnu en lille håndfuld flyndere op til meteren, samt torsk på 15kg. Men ikke den store flynder...
Vi besluttede at prøve natfiskeriet efter sej, samt derefter Moskenesstrømmen efter flyndere. Det skulle ende med at blive turens kongedag.

Vi startede ud med sejfiskeri i verdensklasse, vi fangede dem vi gad og magtede, de var over alt ! Dog ikke oppe, så vi kunne poppe dem desværre. Efter at have fået taget den værste trang til flex på klingen, sejlede vi over for at fiske flyndere og fik straks et par mindre fisk. Herefter blev det lidt stille, Rasmus og jeg tog en powernap, men Claus var vågen og aktiv. DET gav et godt nap !
Der var faktisk først tvivl om hvorvidt det var bundbid hos Claus, indtil den begyndte at løbe, så var han ikke i tvivl....
Vi fik hurtigt hevet op og sat båden efter, da jeg straks var klar over at det var en stor fisk. Det blev en fight på ca 40 minutter, som Claus klarede meget erfarent samt med smil på læben, inden vi første gang så fisken. Heldigvis fik jeg også sat kveitekrogen i kæben på fisken, inden den igen ville mod bunden. Sikret ved siden var der feststemning i båden. Claus fik Ursuit på og blev "søsat", så blev der knipset billeder !
181cm flynder var en realitet, den største jeg har landet som guide. Den blev naturligvis genudsat, som langt størstedelen af de fisk vi fangede.
Klokken var ca 8 om morgenen og de andre både var på vej ud, vi fortalte på radioen om fangsten og inden længe var der en del både i området. Vi havde jævnt godt fiskeri til vi tog ind om eftermiddagen, hvor vi kunne opsummere 11 flyndere i båden med de tre største på 122-137 og 181cm. Rigtigt god dag !

Vores sidste dag var i flynderens tegn. Claus havde fået fisk på 181cm, mens Rasmus havde fået flest men med den største på 122cm, var der et stykke op til claus fisk.
Desværre blev vi ret begrænsede af vinden denne dag og måtte søge lidt læ. Sidste dagens største blev på 120cm.
Set på ugen, var resultatet med 21 flyndere til tre mand dog fint. Derudover var det super hyggeligt, som det faktisk oftest er - også med kunder man ikke kender i båden. Jeg er sikker på at Claus og Rasmus, er gutter jeg kommer til at fiske med igen. Tak for ugen til dem og tillykke med de mange fisk, de var hurtige til at lære ! 

Til den sidste uge kom 3 svenske kunder, som jeg kendte fra tidligere års fiskeri i guidebåden, samt min søn Lukas på 17 år. Målet var klart, det handlede om flynder, samt om at få en hyggelig tur og gode oplevelser. Forventninger om hygge i stedet for svært opnåelige mål giver tit den bedste oplevelse, her var de svenske kunder uforlignelige, de var så glade for deres oplevelser, at det var en fornøjelse at være guide for dem !
Vi startede ugen i Moskenesstrømmen, som havde leveret så godt den første uge. Efter 3 minutters fiskeri klappede den første flynder på Joachims Crazy Daisy Jig ! Efter en god fight kunne vi lande en flynder på 143cm, desværre sad jiggen plantet i gællerne og blodet væltede ud af den. Så den måtte med i havn og fylde en kasse med filet som kom til Sverige. Dobbelt op på PB til Joachim, som var meget tilfreds og super stemning i guidebåden !
Ikke længe efter krogede Lukas en rigtig fin fisk, den trak line i et helt jævnt tempo og trak mod dybt vand. Bevægelserne i stangen var store og rolige. Det stank af STOR FISK, så vi hev op og sejlede efter fisken. Da den stoppede begyndte Lukas at pumpe fisken op, desværre nåede den ikke langt før den med hovedryst, fik kastet krogen ud af gabet. Det var en nedtur, men heldigvis var der næsten en uge endnu ! Dagen bragte ikke flere flyndere og den følgende dag, var det ogspå svært at få flynderne på finnerne. Vi fik en enkelt på 79cm til Jerker og mistede en, efter nogle timer besluttede vi at prøve noget andet. Vi tog på min knold fra 2015, Nikos, og blev belønnet med et par flyndere på omkring meteren. Derudover fangede vi faktisk også Lange og Havkat ? Det havde jeg ikke tidligere oplevet i Å :-)
Vi sluttede med sejfiskeri i strømmen og jeg fangede de første sej på popper for mit vedkommende. Viiildt fed oplevelse, længe siden jeg har haft adrenalin på den måde af nordisk fiskeri. 4 stk fik jeg op til 15kg, gæsterne var klar på, at der til næste dag skulle lejes poppergrej til næste dags fiskeri.
Lukas og jeg sluttede dagen med et besøg på restauranten med udsigt over havet, der er beliggende centralt på havneanlægget. Vi havde fået anbefalet hvalbøfferne. Vi tog en gang hvalcarpachio og en hvalbøf hver - det skal anbefales på det kraftigste, et af de bedste måltider jeg har fået længe ! Der blev straks bestilt hvalbøffer som skulle med til DK, hos min gode guidekollega Erik Axner :-)

Næste dag gik det afsted med poppergrejet klargjort, men først ville vi lige prøve flynderne. Vejret var slået om til regn og lavtryk, men flynderfiskeriet fungerede stadig. I første drev fik Joachim igen nyt PB og nåede over de magiske 150cm, 151cm for at være helt præcis. Lykke i båden bringer det altid når man passerer det mål, en forløsning. Vi fortsatte fiskeriet og jeg forsøgte at lære knægten lidt om hvordan man bedriver flynderfiskeriet som skipper. Efter lidt samtale, bad jeg ham vælge et sted til næste drev og placerer båden. Det gjorde han og smak, sad der endnu en flynder på Joachims Jig, denne gang 119cm - den var skarp den Crazy Daisy !
Efter landing så vi at fuglene dykkede viiildt på sejpladsen, afsted for at poppe de store fisk ! Der var INFERNO af jagende storsej, da vi nåede frem. De var overalt på ekkoloddet og huggede på såvel popper som jig, næste kun +10kgs fisk. Selv havde jeg skiftet til en stickbait, for at prøve mere end popper. Det var en Robertson Lure, der bevæger sig som en flyvefisk henover overfladen. Sejene gik bersærk ! De tonsede ind i agnen og slog den op i luften, givet i et forsøg på at lamme deres bytte. De første gang spandt jeg blot videre, det bevirkede at det så ud som om der var en lille påhængsmotor bag min agn, overfladen blev pisket til skum af konstant angribende sej ! To af de svenske kunder stoppede i perioder deres fiskeri, for at kigge på sejenes angreb på stickbaiten, det var virkeligt spektakulært. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det mest effektive var at lave et længere spinstop. HVER gang jeg gjorde det efter sejenes luftakrobatik, blev agnen slugt på sekunder og vilde fights startede - man forstår hvorfor sejen kaldes rygbrækkere....
Jeg ærgrer mig lidt over, at vi ikke fik lavet noget video. Men fiskeriet var så spændende, at man var tryllebundet. Lukas landede ny PR på 15.8kg på stickbait, fantastisk fisk.
Kunderne fangede også godt på popperne, især da vi fik sat ringe på som sejene ikke kunne rette ud. Dem popperne var født med kunne ikke holde til de stærke fisk og de hårde bremser. Fighten skal gøres kortest mulig, for at sejene kan genudsættes.
Alene denne aften må vi have haft et sted mellem 50 og 100 sej over 10kg, det skal ikke med hjem. Som sidegevinst fangede Håkan en flot PR torsk på 16kg :-)
Selv benyttede jeg Westins popperstang 100-180g, shimano stella 8000 og Daiwa Saltiga Boat Braid 80lbs line. Stickbaiten var så effektiv, at de svenske kunder holdt øje med den i stedet for ekkoloddet; havde jeg to kast i træk uden hug, var det tid til at sejle tilbage og starte forfra :-D (billede af den findes herunder)

Vejret blev endnu værre på fjerde dagen, masser af regn og en del vind. Vi besluttede os for en aftentur, da vejret var bedst da. Vores norske venner fulgte med i deres båd. Aftalen var at vi skulle spise oksesteg sammen, når fiskeriet var tilendebragt sidst på aftenen eller først på natten. Nordmændene havde hængt hårdt i flynderfiskeriet på en plads hvor de tidligere har haft rigtigt godt fiskeri, dette år bragte det dog ikke rigtigt resultater, trods ihærdig indsats. Denne aften ville de fiske i strømmen som vi gjorde, det var en god beslutning !
Vi startede med at miste en god fisk som simpelthen faldt af, efter at have taget en stor agnet makrel. Nordmændene havde mere styr på det og landede en på 165cm, fantastisk fisk ! Herefter blev der lidt stille en periode og fuglene begyndte at dykke på sejpladsen - afsted det gik og masser af fights og store fisk kom op.
Imens fightede normændene endnu en stor flynder, de fik sat kveitekrogen, men desværre i læben og ikke kæbekrogen. Efter en gang "flynderrodeo" undslap den store fisk, som nordmændene nåede at se grundigt og bedømte til let 2 meter ! (video findes på FB siden-juli 2016) Fangeren var min trofaste kunde Anders Ramberg, den eneste flynder han fik på ugen, men hvilken fisk...
Vi sejlede tilbage og fiskede lidt mere flynder, men kunderne frys da deres flydedragter var gennemblødte af den konstante regn, efter et par drev tog vi ind.
Nordmændene snuppede lige et par drev mere, hvilket resulterede i en flynder på 210cm til Alexander Grude Larsen. 165-ca 200 og 210cm samme aften ??!
Der var gang i den da vi spiste oksesteg, så video og fejrede flynderne, med nordmændene i deres hytte til klokken 7 om morgenen...
Aftenens store fisk, og mange andre de uger jeg var deroppe, blev fanget omkring et hul i plateauet vi fiskede på. Vi døbte det "Glory-Hole" og lagde navnet i guidebådens plotter :-)
Vi brugte meget tid dagen efter omkring gloryhole, men strømmen var tiltagende, hvilket gjorde fiskeriet svært og vejret var stadigt ganske dårligt. Joachim fangede et par havkatte mere på vidunderjiggen fra Westin, op til 6.5kg. Fin havkat !
Sidste dag, valgte mine kunder at blive på land. De var mætte af oplevelser og vejret var stadig blæsende med regn. I stedet tog Lukas og jeg, nordmændene med i guidebåden på tur. Vi måtte fiske lidt hvor vi kunne finde læ, men prtøvede også gloryhole i noooget høj sø. Der var dog ikke nævneværdig aktivitet og de to sidste dage, var nok de fiskemæssigt dårligste på turen. Men hygge var det, at få en dag sammen med mine gamle norske venner.
Endnu en super uge, med hyggelige og gode gæster var tilendebragt. En uge med sværere fiskeri antalsmæssigt, men en uge hvor de fisk der blev fanget virkelig var store.

På de to uger fangede vi 28 helleflynder, med de største på 140-143-151 og 181cm.
På campen kom der fisk på 10 fisk over 170cm på de to uger jeg var der, hvilket er outstanding !
Vi havde et lidt dårligere snit på flynderne end sidste år, selvom vi fik flere store. Sidste år fangede vi ingen små, dem kom der nogle af i år og det ændrer snitstørrelsen.
jeg lærte lidt mere om området og hvordan flynderne skal fanges deroppe, stor tak til superguiden Johan Mikkelsen, som jeg sparrede med hver dag. Han kan sit kram !

Sejfiskeriet var af en anden verden. Man skal unde sig selv at prøve dette fiskeri og så skal man tage en nattur. Natfiskeriet på sejen er dobbelt så godt som dagfiskeriet, specielt overfladefiskeriet. Vi fik op til 16kg og mange i str 14-16kg. Vi vejede kun ganske få fisk, da de har svært ved at overleve ved for meget håndtering. Vi kan nemt have haft en på 17kg, jeg spejdede mere efter om der kom en med 18-20kg potentiale. det GØR der på et tidspunkt, de er der...
Glem ikke en ROBERTSON lure, hvis du skal afsted....

Torskefiskeriet gjorde vi ikke meget ved, men fik en del målere op til 16kg. på campen blev der fanget på 23kg samt en helt vanvittig torsk på 139cm og 32.2kg !! Fisken havde store rognposer midt i juli og må formodes at være ramt af en forstyrrelse af en art. Men STOR var den - huggede på 25m vand, hvilket ikke er usædvanligt med store torsk ved Å.

Tak til Johan Mikkelsen, "gudeguide" på Å for sparring, råd, overskud, grin, hygge, hjælp, overbærenhed og meget mere i de fede 14 dage jeg havde deroppe.
Tak til Jimmy Andersson, ejer af Nordic Sea Angling for fortsat at lade mig være sommerhjælper i det norske :-) 

2017 skal jeg afsted 2 uger igen, men jeg ved endnu ikke hvilke. Kommer til at afhænge af hvornår jeg evt kan få pladser i guidebåden, bookingen er HÅRD for næste sæson. Det bliver næppe bedre af, at der 30/7 2016 er landet en flynder på 246cm og ca 210kg C&R, omkring Gloryhole. Å er stedet for tiden, mulighederne er mange og landskabet smukt ! Velkommen til Å, Lofoten med Nordic Sea Angling :-)

Nikolaj Hjorth 
 
(KLIK på et billede og få dem i stor størrelse)

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.08 | 22:32

Det var en kort långa :) Att hitta större är nog ingen större match :D

...
04.04 | 18:31

Givet fordi din plotter er i forkert datum. Alle vores positioner ligger i wgs84. Tjek systemopsætning på din plotter.

Mvh Nikolaj

...
04.04 | 18:03

Hej.
Hvordan kan det være at når jeg søger på koordinaterne er dem i østersøen alle i esrum sø? søger på denne side.:)

...
29.11 | 22:41

Alle positioner ligger i WGS84, bruger du et andet system, vil positionen forrykke sig 😊

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE